lørdag, maj 03, 2008

Begå ikke samme fejl som regionen gjorde

Det centrale i min distriktskampagne er afdelingerne. Det er fordi det er igennem afdelingerne at vi skaber den nære aktivitet. Det er afdelingerne som de fleste af vores medlemmer møder først.

Igennem de sidste to år har vi haft en struktur med regioner. Det gav en masse fordele og ulemper, alt efter hvor i landet man holdt til. I DSU Region Hovedstaden har vi været heldige, idet at transportmulighederne faktisk har gjort regionen til en fordel. Men undervejs i forløbet blev den lokale aktivitet desværre nedprioriteret til fordel for aktiviteterne på ”Kredsen” i København. Det kunne sagtens løbe rundt uden problemer i dagligdagen, da aktiviteterne var velbesøgte pga. de mange medlemmer som bor meget tæt på. Desværre betød det at yderområderne blev nedprioriteret. Resultatet for Nordsjælland betød, at afdelingerne gik i dvale, og ressourcepersonerne flyttede til de sjove og store arrangementer i København.

Dette skal ikke ske igen. Derfor handler det nu om afdelingerne. Det er der igennem vi skal sikre aktivitet. Det er derfor vigtigt, at distrikterne bruger langt størstedelen af deres tid på, at få afdelingerne i gang igen. Derfor må det naturligvis også være sådan, at mængden af distriktsaktiviteter må være færre end det er tilfældet med regionen.

Vi skal fastlægge en linje, hvor aktiviteter udspringer af afdelingernes ønske, og ikke fra mere centralt hold. Hvis vi lader distriktet stå for de fleste aktiviteter for start, vil vi dræne afdelingerne for aktive (da det spændende vil foregå i distriktet), og vi vil have overflyttet regionskulturen til distriktet. Det kan godt være det kan løbe rundt i regionsregi, men Distrikt Nordsjælland har blot lige over 100 betalende medlemmer. Regionen har ca. 7 gange så mange! Vi skal have flere aktive, ikke aktive der laver mere.

Hvad der derimod skal være distriktets opgave, er at bistå afdelingerne med den hjælp de måtte ønske til, at få nye medlemmer, lave kampagne, arrangere aktiviteter og rekruttere. Ligeså er en af distriktets fornemmeste opgaver at koordinere alle disse ting. Så vidt muligt skal afdelingernes aktiviteter ikke ligge samtidig, ligesom der stadig må tages hensyn til store arrangementer i København (og omvendt).

Ingen kommentarer: