torsdag, maj 08, 2008

Læserbrev: VU's politik - forkullet eller forsvundet

Bragt i Frederiksborg Amts Avis

I sidste uge var VU på gaden med deres forkullede pølsehappening på Torvet. I DSU Hillerød er vi glade for at VU endelig melder sig på banen. Der har ellers været stille om de unge liberalister i lang tid (har de mon været i udlandet med Anders Fogh eller på værtshus med Lars Løkke?). Desværre er det ikke meget VU bidrager til med brændte pølser. Tidligere har medierne haft svært ved at få kontakt med VU, og så sent som i sidste uge måtte VU melde fra til en debat på Helsinge Skole, hvor både DSU Hillerød og SFU Hillerød deltog.

VU bør tage ved lære af DSU Hillerød, som det seneste år har været ude med konkrete forslag og indholdsrige happenings. DSU er kommet med klare forslag om velfærdsforbedringer, ungdomstilbud til unge i Hillerød og en forbedring af integrationen gennem kulturguides, som skal sikre at indvandrere får en stærkere tilknytning til foreningslivet. Vi har gennem kampagner, demonstrationer og koncerter sat fokus på klima, regeringens nedskæringer og kampen mod racisme.

DSU Hillerød har måske også haft et forspring ved at have Mikael Lemberg i Hillerød Byråd, men derfor kan VU godt forsøge at mene noget engang imellem. Måske er forklaringen i virkeligheden at VU hellere vil brænde pølser på, end at komme med politiske forslag, fordi deres politik er lige så uappetitlig som et par forkullede pølser for den hårdt arbejdende dansker.

AF JONAS WITT HANSEN, FORMAND DSU HILLERØD

Ingen kommentarer: