Presseklip: DSU ønsker bedre integration

Bragt i Frederiksborg Amts Avis

Socialdemokratisk Ungdom (DSU ) i Hillerød ønsker at trække nydanskere ind i foreningslivet for at skabe bedre integration . Dertil vil de bruge såkaldte "kulturguides".

Hillerød: DSU Hillerød foreslår, at der i næste års budget oprettes en pulje, hvorfra foreninger kan søge om et par timers ugentligt løntilskud til medlemmer, der henter og bringer nydanskere til foreningsaktiviteterne.

- Mange nydanskere har svært ved at få foden indenfor i det danske samfund, fordi de ikke har nok berøring med foreningslivet. Foreningerne lukker sig ubevidst om sig selv, og nydanskerne tager ikke selv initiativ til at dukke op, hedder det i en pressemeddelelse fra DSU Hillerøds generalforsamling i lørdags.

DSU Hillerød kalder disse medlemmer for "kulturguides" og tror, at pengene vil være godt givet ud.

- Kulturguides skal ikke kun være der for kommunens unge. Det er mindst lige så vigtigt at få mor og far ud i foreningslivet, som det er at få børnene meldt ind i en sportsklub. Alle undersøgelser viser, at nøglen til beskæftigelse er et stort netværk, og på den måde kan kulturguides gavne alle i Hillerød. Foreningerne får flere aktive medlemmer, vores nydanskere får udvidet deres netværk, og beskæftigelsen får et hak opad, konstaterer DSU 'er og S-byrådsmedlem, Mikael Lemberg.

Formand for DSU Hillerød, Jonas Witt Hansen, supplerer:

- Kulturguiderne skal også kunne søge om økonomisk støtte til de, der ikke selv har råd til at betale foreningskontingenterne. Det må ikke være pengepungen, der afholder nydanskere fra at tage del i samfundet.

Udtalelserne er vedtaget på DSU Hillerøds generalforsamling den 15. marts.

Billedtekst: Jonas Witt Hansen, DSU -formand, og Mikael Lemberg, byrådsmedlem (S), foreslår, at kulturguides i foreningerne skal hjælpe med integrationen.

Kommunikationskrise i S

Mette Frederiksen (S) tager bladet fra munden og siger blot det som alle andre end S selv har sagt i lang tid. Socialdemokratene er i krise. Modsat Mette, så mener jeg i høj grad, at det handler om kommunikation.

I Politiken kan man læse Mette Frederiksen udtalelser om krise i Socialdemokraterne, men at det primært handler om hvordan man forholder sig til afgørende politiske spørgsmål.

Det kan så ment være rigtigt nok, men jeg er bange for, at man undervurderer hvor meget timet og klar kommunikation betyder. Lad mig taget et eksempel, som kun er to dage ældre end Mettes udmelding. Det er politisk ordfører Henrik Sass svar på endnu en dårlig meningsmåling, hvor han afviser, at der er tale om krise... To forskellige udmeldinger fra S-ledelsen på blot to dage, om en så vigtig ting, som analysen om hvor man befinder sig henne, det er dårlig kommunikation. Et er at Mette rent faktisk undergraver Sass kommentar, det andet er at vælgerne simpelthen ikke kan finde hoved og hale på hvad Socialdemokraterne mener. Hvordan skal man lede et land med 1 mio. ansatte, når man ikke kan styre en folketingsgruppe på 45 (eller blot en gruppeledelse på 6-9 prs., alt efter hvordan man tæller)?

Socialdemokraterne skal være bedre til 3 ting grundlæggende ting. Et er at kommunikere ens. Det hjælper ikke med flere forskellige udmeldinger på samme sag (også selv om der er gået et par uger). Og så skal der kommunikeres klart. Det betyder bl.a. at man siger det som er relevant og ikke alt muligt andet. Og så betyder det, at man er konkret, simpel og præcis i sin kommunikation. Ikke alle mulige overordnede flotte ord om politik på alle hylder, progressivitet, moderne og visionær. Fortæl konkret hvad man vil - og ikke andet.
Og så skal man kommunikere holdninger til sin egen politik, og ikke kun kommentarer regeringens politik. Jeg vil ikke bare høre om, at det går dårligt til i folkeskolen eller på sygehusene. Jeg vil høre hvad Socialdemokraterne vil gøre ved problemet.

Først når man når gør det, kan Socialdemokraterne komme ud af krisen.

Hvad skal vi med de gule?

Bragt i Ekstra Bladet 1. marts 2008

De uafhængige fagforeninger har haft en massiv fremgang de seneste par år. Det ved alle. Men ingen ved, hvad de laver, og hvad de bruger de mange fagforeningskontingenter til? Det er stadigvæk de organiserede fagforeninger, der forhandler overenskomst. Det er dem, der driver interesseorganisation for lønmodtagerne i politiske høringer. Og det er dem, der forsøger at sætte den politiske dagsorden, så lønmodtagerne bliver tilgodeset. De har nu kæmpet i over hundrede år for lønmodtagerne og gjort det fremragende.

Jeg har endnu ikke set de gule skabe andre resultater end at kræve penge ind og nyde godt af de organiserede fagforeningers evne til at forhandle. Så sig mig engang: Hvad skal vi overhovedet med de gule?