Trods resultatet –Copenhagen Accord – kun er på ganske få sider, er der masser at gribe fat i – det meste er det som ikke står der.
Lad os tage det positive først:
Der kom en aftale
Selvom aftalen ikke er meget værd (se længere nede), skal man ikke underkende at man kom frem til en aftale. Alternativet ville være et rigtig dårligt signal for den videre fremfærd. Desuden anerkender aftalen 2 graders-målsætningen.
Kina, USA og Indien er med
De lande som forurener mest er med i aftalen – modsat Kyotoaftalen, så er de nu med, hvilket er et skridt fremad.
De negative ting:
Der mangler konkrete reduktionsmål
Det vigste ved en klimaaftale er hvor meget man vil reducere, og man skal lede længe hvis man skal finde noget i Copenhagen Accord. Rygterne siger at Kina ikke vil have tale med, ikke selvom de selv kunne gå fri. Det betyder at aftalen ikke er meget værd. Dertil kommer det, at de frivillige mål som kan skrives ind i løbet af januar er langt fra hvad der er behov for.
Der mangler finansiering
Der står at man vil give 100 milliarder dollars fra året 2020 til udviklinslandene, men der står ikke beskrevet hvem der skal betale hvor meget og hvor meget til hvem. Det er vist det man kalder ukonkret.
Ingen kontrol
Kina ønskede ingen kontrol med landets indsats med CO2-reduktion, derfor vil det blive svært at måle, og man må stole på de enkelte lande – dette gør det mere besværligt i sidste ende.
Ingen juridisk aftale
Aftalen er ingen aftale, men kun en tekst som er blevet taget til efterretning som det hedder i FN-sprog. Aftalen er udelukkende politisk – dvs intet andet end en hensigtserklæring. Langt fra holdbart
Kan FN-systemet løse klimakrisen?
Resultatet er COP15 er bestemt ikke positivt, og i dag stiller man spørgsmålstegn til om man kan løse klimakrisen igennem FN-systemet, hvor alle skal være enige om alt. Derfor vil vi nok se at forsøg på bilaterale aftaler i fremtiden – evt. Som forhandlingsteknik mellem fx EU og USA i forsøget på at presse Kina.