tirsdag, september 11, 2007

11. september skal kun være en mindedag

Årsdagen fra angrebet på World Trade Center får os alle til at tænke en ekstra gang når datoen skifter til 11/9. Datoen står mejslet ind i vores hukommelse, og frygten må nære i os. 11. september bliver aldrig det samme, og det skal den heller ikke. Men det er vigtigt at det forbliver en mindedag, og ikke en dag hvor vi ændrer vores daglige vaner og rutiner. For så har vi tabt. For terroristernes primære middel er frygt, og at vi ændrer vores dagligdag. At vi på sigt giver op overfor truslen.

Derfor er det vigtigt at vi mindes de tragiske angreb, ligesom vi skal huske de andre ulykkelige datoer for angrebene i Madrid og London. Vi skal mindes og vi skal sørge over dem vi måtte have tabt. Men det er også grænsen. Vi må ikke begive os ud i magtesløshed og opgivelse. Vi skal insistere på det vi igennem århundrede har opbygget i den vestlige verden - Frihed og demokrati - er grundkernerne i vores samfund. Værdierne som sikrer, at vi hver dag har indflydelse og selvbestemmelse for vores eget liv. At vi selv kan bestemme hvornår vi gør det vi har lyst til (inden for lovens grænser). Hvis 11. september bliver til en dag, hvor vi ændrer adfærd har vi ikke længere den frihed, indflydelse og selvbestemmelse over vores eget liv. Så bliver vi en brik i terroristernes spil, og så taber vi.

I de senere år har vi set det som kaldes ”homeground terror”. Det som vi forstod som velintegrerede samfundsdeltagende borgere der blev ofre for terroristernes propaganda. Vi skal selv hjælpe til at disse mennesker ikke ”falder i de forkerte hænder”. Vi må insistere på det inkluderende samfund, hvor alle kan deltage på lige fod. Vi må droppe de barrierer som i dag skiller sort fra hvid. Muslim fra kristen. Troende fra ikke troende. Først er fremmest er vi alle mennesker på denne jord, og alle bør behandles derefter. Drop mistanken selv om den kan være svær, sig hej til ALLE du forbi på gaden. Behandl hverandre ens og gør ikke forskel. Først dér mister terroristernes deres letteste ofre. Dem som vi i frygt og magtesløshed skubbede fra os og blev modtagelig overfor fanatisme.

Derfor: Mind hinanden om dagens grimme omdømme, men gør præcis det samme som du ville have gjort i går som du vil gøre i morgen. Og insister på demokratiet; på at ét menneske er én stemme. At vi med fællesskab, forståelse og solidaritet skaber et samfund for alle.

Ingen kommentarer: